Rejsende der besøger fattige lande og udviklingslande, bliver tit chokeret og overvældet, når de kommer i kontakt med det pågældende lands fattigdom, især synet af børn der tigger på gaden, tager tit hårdt på folk og får den barmhjertige samaritaner op i mange. Men der er etiske, sociale og moralske implikationer, i det at udlevere et par mønter til et barn i nød. Fastboende og erfarne rejsende, afstår ofte fra sådanne handlinger, da de ofte i sidste ende og på lang sigt, kan gøre mere skade end gavn og for landet have katastrofale sociale følger.

Når man rejser i udviklingslande, finder men tit sig selv i situationer, hvor grupper af børn, kun iført beskidte klude, sværmer om ens bil eller står med store bedene øjne og kigger på en, imens man fortære et måltid mad på en cafe, der koster mere end hvad de tjener om måneden og det er hjerteskærende og tit vinder hjertet over hjernen. Det uerfarne rejsende tit ikke ved eller forstår er, at de børn man møde på gaden oftes bliver udnyttet af en voksen og ikke nødvendigvis deres forældre, som tager alle pengene. Det er næsten som slaveri og man ved aldrig hvad ens penge faktisk går til.

Børnene arbejder tit ufrivilligt, for en bandeleder eller endda deres forældre, der kan have et stof eller alkoholmisbrug eller simpelt hen er for dovne til at arbejde. Det er meget tit organiseret i bedste Oliver Twist stil, hvor børnene hver dag bliver placeret på deres faste, strategisk godt placerede tiggested, hvorefter deres bagmand med faste mellemrum i løbet af dagen kommer og tømmer deres tiggebæger.

Mange har sikkert også oplevet søde børn, der kommer til deres bord, imens de sidder og får en kop kaffe eller står uden for deres hotel og vil sælge dem guidebøger, tyggegummi eller lign, igen har de en bagmand som supplerer dem og de har en kvote, de skal opnå den dag for at tjene lidt penge, typisk får de i bedste tilfælde imellem 5-10% af det de sælger eller i værste tilfælde bare mad og drikke. Prøv evt næste gang at indvitere barnet på en cola og spørg dem lidt ud, få deres historie og et indblik i det på den måde.

Børn der tigger på gaden de rigtige steder, typisk de mest besøgte turiststeder, kan tjene meget mere ved at tigge end på en dags arbejde, i f.eks Vietnam, Cambodia og Laos er en gennemsnitsdagløn for kontoransatte eller ansatte i servicebranchen på omkring 4-5 usd og for ufaglærte på omkring 2-3 usd, så et barn der tigger kan nemt tjene 15-20 usd på en dag, hvilket for dem, deres forældre eller bagmænd er mange penge.

Det resulterer i at forældrene ikke ser nogen grund til at betale for, at de skal gå i skole og få en uddannelse, når de alligevel kan tjene meget mere på gaden, hvilket igen gør at man i det pågældende land får en mangel på unge der ønsker at blive uddannet til lærere, læger, advokater, receptionister osv, så selvom man har de bedste intentioner, medvirker man faktisk til at underminere landets fremtid, at holde børnene ud af skolen og opildne dem til et liv i tiggeri.

Nogle af disse børn lever på gaden alene, eller sammen med deres familier, mens andre arbejder på gaden, tigger, sælge smykker eller skopudsning til sympatiske turister. Men at købe deres genstande eller betale for et udført  arbejde, er ikke meget bedre end at uddele en dollars. Pengene går sandsynligvis ikke til barnet, der stadigt lever på gaden.

Rejsende der ønsker at hjælpe, gøre mere gavn ved at donere til internationale eller lokale organisationer, der arbejder med disse børn og deres familier. Hvis man virkeligt ønsker at hjælpe, er det en bedre ide f.eks at besøge et lokalt børnehjem og købe legetøj, en kæmpe sæk ris eller give en donation og lign. Man kan også støtte lokale projekter, som der er en del af i f.eks Vietnam og Cambodia, hvor der bl.a er  restauranter der arbejder med gadebørn og børn fra fattig baggrund. De tager dem ind og giver dem en uddannelse i servicefag, så som tjener, kok, regnskabesfører, manager og lign, samtidigt giver de dem et sted at bo og sørger for deres boglige og praktiske uddannelse.

Gadebørn i udviklingslandene er meget sårbare over for udnyttelse, herunder også sexturisme og menneskehandel og når man som rejsende forsøger at hjælpe enkeltpersoner, øger man risikoen for at barnet bliver udnyttet. Ved at føle medlidenhed, give penge og mad, gør man børnearbejdere på gaden til en indbringende og voksende forretning for dem der står bag og man sørger uforvarende for at børnene bliver på gaden. Man har i forskellige udviklingslande oplevet eksempler på gadebørn og voksne tiggere, der af deres bagmænd bliver lemlæstet for at tjene flere penge.

Mange rejsende tror, at det at give mad og skoleartikler er et sikkert alternativ til penge. Men medmindre du tager dig tid til at deler maden sammen med barnet, er det næsten sikkert at de så snart du er vendt om, sælger eller handler det du har givet dem.

Det er altid svært, som rejsende at stå ansigt til ansigt med et barn på gaden og ens første reaktion er oftes "Åh , det stakkels barn og en dollar er jo ikke noget for mig". Men har man tilbragt en betydelig mængde tid på et sted eller bor man fast i et udviklingsland, går det hurtigt op for en at børnene rent faktisk ikke kommer til at beholde pengene.

Alle disse velbegrundede og velmenende råd er svære at følge, når man først står ansigt til ansigt med en sød dreng eller pige, i beskidte klæder og med store brune øjne, der åbentlyst har brug for ens hjælp, men vær opmærksom på de følger din hjælp kan have og ønsker du virkeligt at hjælpe, så gør noget der gør en forskel, gør en indsats og involver dig i støttearbejdet og hjælp til med at bygge dæmningen, der stopper syndfloden af børnearbejdere og tiggere, istedet for bare at stoppe fingeren i et hul, for at se et andet springe op ved siden af.

Hvis man nægter bagmændende deres indkomstkilde, hvis man fjerner det økonomiske grundlag og den klare gevinst ved tiggeri, hvis man skaber udbud men ingen efterspørgsel, så at sige, så fjerne man bagmændenes og forældrenes grundlag, for at sætte børn på gaden for at tigge og derved frigiver dem og barnet vil i de fleste tilfælde være lige så godt eller dårligt stillet og i nogle tilfælde vil det betyde at det eneste andet alternativ ud af fattigdom for forældrene, er at sende børnene i skole, for derigennem at håbe på at deres børn på sigt kan få et god job og tage sig af dem.

Hvis man virkeligt ønsker at hjælpe, kræver det indsigt, omtanke, engagement og ikke en enkelt dollar i ny og næ, den hjælper mere på ens dårlige samvittighed end på barnets liv.