Nordjyske Lone Dröscher Nielsen er anerkendt verden over for sit arbejde med tidligere kæledyrsorangutanger. Centret Nyaru Menteng har givet over tusinde hjemløse og forældreløse orangutanger endnu en chance for et liv i naturen. Mød ildsjælen Lone.

Lone Dröscher Nielsen arbejdede som stewardesse i SAS, da eventyrlyst for snart 20 år siden for første gang førte hende dybt ind i regnskoven på Borneo, hvor orangutangerne ændrede hendes liv

I begyndelsen af 1990’erne arbejdede Lone Dröscher Nielsen, som frivillig for primatologen Birute Galdikas på den sydlige del af Borneo. Her blev hun forelsket, først i regnskoven, derefter i orangutangerne. Lone tog sig af de små nødstedte orangutanger på Birutes center i alle sine ferier og i perioder, hvor hun kunne tage orlov fra sit job.

Ville være orangutangernes stemme

“Første gang jeg så en moderløs orangutang i øjnene, så jeg en total mangel på livslyst. Samtidig var jeg vidne til den massive nedfældning af regnskoven, der gør orangutangerne så sårbare overfor mennesker. Jeg besluttede, at jeg ville være orangutangernes stemme og tale deres sag i en verden, som tilsyneladende havde glemt dem,” fortæller Lone om sin beslutning.

Oplevelserne stod i skærende kontrast til hendes tilværelse derhjemme, hvor hun levede det gode liv med masser af frihed og penge. Hun fløj verden rundt, boede på luksushoteller og kunne shoppe i New York, hvis hun havde lyst. Ikke desto mindre stod det hurtigt klart, at hun efter mødet med orangutangerne måtte tilbage til junglen så hurtigt som muligt.

Alt havde i en lang periode kun handlet om mig, og nu skulle mit liv handle om nogle andre. Orangutangerne rakte armene op imod mig, og er der nogen, der beder om min hjælp, kan jeg ikke bare vende ryggen til, siger Lone

Hun husker, hvordan hun satte sig ned foran fire små orangutanger kiggede dem i øjnene og sagde: ’Ved I hvad, jeg kommer tilbage’.

Ved at købe sig til orlov lykkes det hende hurtigt at vende tilbage, og hun fik lov at bo i lejren ’Camp Mark’, sammen med de lokale hjælpere. Dagene gik med fodring, leg og gåture i området. Det faldt hende naturligt at bære rundt på de moderløse unger, og det generede hende ikke at leve af ris og lidt grøntsager eller at sove i et simpelt langhus af træ.

Samtidig fik hun på denne tur for alvor ødelæggelsen af skoven at se, og det var både sørgeligt og betød, at antallet af moderløse orangutangunger på centret voksede.

Mor til tusinde

I 1996 siger Lone Dröscher Nielsen ja til en fratrædelsesordning hos SAS og tager den endelige beslutning om at vinke farvel til lejligheden i Brønshøj og hellige sig arbejdet i regnskoven. Hun medbringer ikke mere, end hun kan have i en rygsæk og har skilt sig af med alle ejendele, da hun denne gang gør klar til landing i Palangkaraya lufthavn på Borneo.

På dette tidspunkt har Lone i længere tid drømt om sit eget rehabiliteringscenter, der er opdelt i vuggestue, børnehave, skovskole og universitet. De helt små skal fyldes med kærlighed og omsorg, de lidt større orangutanger skal prøve kræfter med at kravle i træer.

I skovskolen skal de lære at bygge rede og fange termitter, mens sidste stop skal være en ø i nærheden af rehabiliteringscentret, hvor orangutangerne kan sættes ud midlertidigt, inden de skal stå på helt egne ben i den vilde regnskov.

Med flere års ihærdig indsats og utallige møder får hun endelig skrabet nok penge sammen, og centeret ’Nyaru Menteng’ står færdigt.

Skrigene og gråden fra en få måneder gammel og helt hjælpeløs orangutangunge, der har mistet sin mor, har mange gange i årenes løb vækket Lone Dröscher Nielsen midt om natten. Søvndrukken har hun varmet den ene flaske efter den anden, og måske endda taget den lille strithårede fyr med i seng, hvis hverken varm mælk eller en blid vuggetur var nok til at få ungen til at falde til ro.

– Jeg vil tro, jeg i alt har haft otte år uden en hel nats sammenhængende søvn, siger Lone, der havde stuen i sit hus fyldt med kurve, hvor orangutangerne blev lagt til at sove. Efterhånden fik hun ansat nogle babysittere, der kunne tage lidt over, men en indre alarm fik hende alligevel op, hvis en unge var syg, og hun lige skulle tjekke, at dens drop sad rigtigt.

De mange timer sammen med orangutangerne har skabt stærke bånd, men hendes hjerte banker i høj grad også for bevarelsen af regnskoven, fundamentet for menneskeabernes og alle mulige andre arters overlevelse.

I de første år, kom størstedelen af orangutangerne fra folk, der ulovligt holdt dem i fangenskab, men da palmeolieindustrien for alvor tog fart, og firmaer begyndte at rydde regnskoven for at skabe plads til palmeolieplantager, måtte Lone og hendes folk ofte ud og redde aber, der ellers ville dø, fordi deres levesteder blev ødelagt.

Det lykkedes at flytte nogle af aberne til andre områder, men som Lone siger, var det lidt som at tørre vand op uden at lukke vandhanen, for rovdriften på skoven fortsatte. Og der har været mange forhandlinger med folkene bag palmeolieindustrien, ligesom Lone har kæmpet med regeringen i 7-8 år for at finde et egnet sted at sætte aberne ud igen.

Samtidig var det en daglig kamp at få økonomien til at hænge sammen. Hun forhandlede med lokale leverandører af frugt og mad til orangutangerne, og skulle skaffe penge til lønninger, og sponsorater, der kunne finansiere medicin og bleer.

En anden udfordring var at skaffe penge til den kostbare genudsætning af orangutangerne fra centret, hvoraf nogle har opholdt sig på øerne, der var ment som en midlertidig løsning i op til ti år.

Bekymringerne overskyggede signalerne fra Lones egen krop, der var på overarbejde, og hun led af voldsom hovedpine og for højt blodtryk. Hun får alvorlig leverbetændelse og bliver senere indlagt i Jakarta med nyresvigt.

Tilbage på ’Nyaru Menteng’ får hun det virkelig dårligt og med venners hjælp, bliver hun fløjet til Singapore, hvor det viser sig, at hun igen har nyresvigt.

Hun må tage en svær beslutning og erkende, at hun ikke kan vende tilbage Borneo og fortsætte som hidtil, og hun fortryder i dag, at hun ikke lyttede til sin krop og måske kunne have nøjedes med at være væk og i behandling i et halvt års tid.

I dag er Lone ansat som konsulent og fundraiser for ’Red Orangutangen’ og er tilbage på Borneo fire gange årligt i omkring seks uger ad gangen. Hun har bosat sig i en ombygget kostald i Wales og er via Skype i daglig kontakt med centret og hendes stedfortræder som daglig leder, Anton.

I 2012 kom endelig den foreløbige kulmination på de mange års hårde arbejde. Efter møjsommeligt at have undersøgt egnede områder, fandt de første udsættelser af orangutanger fra centret sted sidste år, og Lone var med.

– Udsætningerne er jo målet med hele projektet, og det, vi har kæmpet for i alle årene, og det er en af de største oplevelser, jeg nogensinde har haft, da jeg åbnede lågen, og Leonora løb ud. Inden aberne kan sættes ud, har de været i to måneders karantæne i bur, og at se det der glade ansigt, da hun endelig blev sluppet fri. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre. ’We did it’, hviskede jeg til en af mine medarbejdere og græd af stolthed, siger Lone, der nu er meget optimistisk på orangutangernes vegne.

Områdets største arbejdsplads

Nyaru Menteng er med sine 200 lokale ansatte og samarbejde med lokale leverandører områdets største arbejdsplads. Over 600 orangutanger skal fodres, passes, stimuleres og tilses af dyrlæger. De nye genudsætninger af orangutanger i regnskoven kræver et stort hold bestående af både dyrlæger, teknikere og monitoreringseksperter.

Vokset med rekordfart

At centret er vokset med rekordfart er ikke et faktum, der gør Lone Dröscher Nielsen stolt: “De orangutanger, vi har på centret er heldige, for vi fandt dem, før det var for sent, og de fleste har en fremtid foran sig. Men vi må gribe fat om roden på problemet og få stoppet den rydning af regnskoven, der gør orangutangerne så sårbare overfor os mennesker. Allerbedst ville det være, hvis behovet for Nyaru Menteng ikke eksisterede.”

Forsvarsløse unger

Nyaru Menteng evakuerer voksne orangutanger fra skovområder, der står for at skulle ryddes og redder små orangutangunger, som er blevet fundet alene i plantagerne. Hvis en orangutang nærmer sig plantagerne, bliver de ofte slået ihjel, fordi de i mangel af deres naturlige føde må ty til oliepalmeskud, og derfor anses for at være et skadedyr.

Illegale kæledyr

Ofte efterlades de forsvarsløse unger alene tilbage. Alternativt sælges de på det illegale kæledyrsmarked. Redningsholdet konfiskerer orangutangunger, der er spærret inde i små bure og giver dem en fremtid på centret. De voksne, vilde orangutanger skal have så lidt kontakt med mennesker som muligt for at forblive vilde dyr, mens de små omvendt kun kan overleve ved hjælp af reservemødre.

Menneskeaber med menneskebeskyttere

Orangutanger og mennesker deler 97% DNA, og ligesom menneskebabyer kan orangutangunger dø af sorg, hvis ikke de får omsorg nok. I naturen bliver de hos deres mor i seks til otte år. Centret har ansat lokale kvinder, kaldet babysittere, der lærer orangutangerne det, deres mor ville have lært dem i naturen: at klatre i træer, finde føde, genkende farer, bygge rede for natten.

Skovskole

Ungerne går i skovskole i et klassetrin, der passer til deres alder og formåen. Når de er klar, sendes de ud på én af centrets fem beskyttede øer. Her lever de som næsten vilde orangutanger og lærer at klare sig selv under opsyn.” Da jeg begyndte at arbejde med orangutanger, fortalte min sunde fornuft mig, at orangutanger ligesom børn bliver stærkere og mere selvstændige, jo mere kærlighed de får som små,” fortæller Lone om sin metode.

Genudsætninger

Formålet med hele skovskolesystemet er at genudsætte orangutangerne i regnskov, der er sikret imod fældning. Det er ressourcekrævende at genudsætte orangutanger dybt inde i regnskoven, det er svært at finde egnet regnskov, og det er endnu sværere at få myndighederne til at give projektet brugsret til den. En stor del af centrets arbejde går derfor med lobbyarbejde .

I april 2013 udkom biografien “Kvinden med aberne”, skrevet af Robert Kirstejn Schmidt på forlaget Lindhardt og Ringhof.

I juni 2014 blev Lone hædret af Kongehuset med et ridderkors.

Kilder: www.redorangutangen.dk & www.bt.dk

Du vil måske syntes om vores Orangutanger og sandstrande rundrejse