Her kan I læse en spændende beretning fra vores 5 dages øhop, fra Coron til El Nido på Palawan. Dette er en helt unik rejse, hvor man har mulighed for at opleve et af de smukkeste steder på jorden, nemlig Palawan, måske det sidste ægte uspolerede paradis på jorden, denne eventyrlig ekspedition på Filippinerne er en enestående oplevelse, en mageløs expedition, der vil tage jer til steder i ikke trode eksisterede.

Jeg flød forsigtigt over en skov af hjortetak formede koraller, da jeg hørte min svenske medrejsende kalde. Jeg tog hovedet op af vandet, for at se hvad hele postyret gik ud på, men fangede kun fragmenter af hans ophidsede erklæring, da bølgerne og det faktum at han kommunikerede igennem en snorkel, slørede det meste: Det jeg fangede gik dog klart igennem, “monster i et hul”.

Jeg trak hurtigt masken over mine øjne og forberedte mig på mødet med dette moster og pludselig følte jeg mig meget udsat og sårbar. Jeg snorklede i en lagune ud for Palawan på Filippinerne, vandet var 27 grader varmt, krystalklart og en 82 fods blå-hvide Bangka båd, vores hjem i fem dage, hvilket var min eneste flugtmulighed, lå for langt væk, med mindre at mit forestående møde med monsteret, afkom en tilbagetrækning a la Anders And, når han møder en haj i lørdag morgens disney show på tv.

Frygtløs, som jeg overbeviste mig selv om at jeg var, justerede jeg min maske og snorkel, tog en dyb indånding og dykkede ned imod revet. Nogle af de andre medlemmer af vores ekspeditionen var der allerede og de kigge alle intenst ind i en skinnede orange koral på størrelse med en lænestol. Lettet nærmede jeg mig de andre, da det jo betød af dette monster nok ikke var menneskeædende og at min Anders And tilbagetrækning var udsat på ubestemt tid. Halvt skjult i en sprække, lå et langt plettet rovdyr på lur og med kæberne på vid gab, så det sultent ud, så jeg holdt min afstand og gjorde en mental note om at lære min nye skandinaviske ven et nyt navn, muræne. Men først havde jeg brug for at trække vejret.

Afslapning blev aldrig en mangelvare ombord på vores gode skib Buhay. Fra start til slut på vores eventyrlige ekspedition befandt vi os i midten af ingenting. Vi var konstant omgivet af et paradis, som man ikke troede fandtes mere og et azurblåt hav langt ud i horisonten, kun brudt af små fjerne og ubeboede øer. Efter et par dages sejlads, blev dette uvirkelige og stærkt vanedanende liv, en uimodståelig rutine, som man ønskede aldrig ville ende. Dagene bestod af de basale glæder i livet: at spise, snorkle, solbade, svømme i det krystalklare vand, spise saftige tropiske frugter, slappe af på dækket med en god bog eller i samtale med en medrejsende, imens vi roligt passerede forbi de smukkest øde strandklædte øer.

De fleste turister, der lander på Filippinerne, tager direkte til Cebu eller Boracay, de velkendte og velbesøgte destinationer, med alt hvad dertil hører af restauranter, jetski, udflugter, swimmingpools, strandstole, parasoller, fest og farver. Men jeg ville udfordre mig selv, finde det virkelige filippinerne, det uberørte og autentiske eventyr, se stort på bekvemmelighed og tv med 80 kanaler, men sætte oplevelserne i højsædet og som Dr. Livingstone lede efter udspringet til det store filippinske eventyr, ud hvor selv kragerne medbringer madpakker for at komme, som en ægte opdagelsesrejsende, på landets betingelser og ikke som turist med aircondition og kolde margeritaer.

Så jeg fandt frem til Palawan, fik booket mit fly og ankom spændt som et barn før juelaften til Puerta Princesa. Her fandt jeg en lokal jeepney der kørte til El Nido, en lille, hyggelig by med dykkerbutikker, beliggende ved Bacuit bugten i det nordlige Palawan. Her fandt jeg efter seks timer på en grusvej med sving og afvigende kørsel, for ikke at ramme de lokale geder, hvad jeg søgte, mit eventyrs affyringsrampe til regionens spektakulære ubeboede øer i form af en lokal Bangka.

El Nido er en by, som ved ren magi bare er dukket op på landkortet. Omgivet af tårnhøje kalkstens klipper, ligger nogle små lokale gader, som er lagt øde før midnat. Besøgstallet er reguleret af manglen på kommercielle flyvninger og byens knirkende infrastruktur, der er ingen pengeautomater og elektriciteten bliver slukket ved daggry og tændt igen sidste på eftermiddagen.

Som de fleste af byens tilrejsende beboere, tilbragte jeg dagtimerne med at udforske gemte laguner, sejle i havkajak imellem de fantastiske klippeformationer, øhoppe med lokale bangkas, svømme med papegøjefisk og nyde picnics på strande så hvide at jeg måtte bruge solbriller, for ikke at blive blændet og hvert sted havde et navn som tage ude af en paradisisk mytologi, så som Hidden Beach og Secret Lagoon.

Desværre er hemmeligheden sluppet ud, lige som det ikke lykkedes Leonardo Caprio i The Beach, at holde stedet hemmeligt, så er der nu lokale rejsearrangører, der tilbyder forskellige dagsudflugter, hvor man ikke mere oplever at være alene om det krystalklare vand, men man må dele det med andre og når folk kommer tilbage til byen om eftermiddagen, skal de alle se solnedgangen, bestille en øl og straks logge på Facebook, for at opdaterer alle deres venner med dagens oplevelser, imens de sidder på en cafe med de bare fødder i vandkanten. Selv om jeg var i paradis og at kun en sjuft ville brokke sig, så begyndte min drøm eller fantasi om det totalt uberørte paradis at svinde.

Efter nogle dejlige dage, med afslappende og vidunderlige udflugter og oplevelser, som jeg dog måtte dele med andre (ja tænk jer engang), besluttede jeg at den eneste mulighed for at udleve min fantasi, var at kappe alle bånd til civilisationen og alle dens moderne bekvemmeligheder. Over en kold øl, faldt jeg I snak med Robert fra Helsingør, der dagen efter skulle på en 5 dages ekspeditions sejlads, der lød som svaret på alle mine bønner og jeg sendt en stille tak til himmelens rejseguder. Det eneste der stod imellem mig og min drømmerejse, var at han havde bestilt rejsen hos et rejsebureau i Danmark. Mere beslutsom en nogensinde før reagerede jeg og fik fat i dem og samtidigt med at jeg sendte en stor tak til opfinderen af Skype, fik de mig booket på turen, så jeg kunne bestille endnu en kold øl, for at fejre at mine drømme, der så ud til at blive til virkelighed.

Efter min triumf, begyndte jeg så at udspørge Robert om selve turen, ruten, konceptet osv. Til min store glæde fandt jeg ud af at man på turen udforskede nogle af de mest afsidesliggende øer i Sydøstasien på en eventyrlig ekspedition med skib og totalt uden for rækkevide af emails, sms, twitter, facebook, whatapps osv. Så min drøm om mig og naturen og det totalt ukendte og uberørte, så endeligt ud til at blive en realitet.

Ekspeditionen blev grundlagt af en ranglet 34 årig filippiner og hans 27 årige engelske kammerat, som mødtes da de arbejdede på en restaurant i Skotland. De bar på den samme drøm om at udforske øerne ved Palawan og i årene der gik, fandt de på deres rejser et overflødighedshorn af øde øer, ubeboede holme, gemte laguner og fiskerlandsbyer. Da de ikke kunne overskue at forlade deres paradis, besluttede de sig for at tage venner og bekendte med på turene og de har nu seks bangkas og mine rejsefæller og jeg var deres nyeste blinde passagerer.

Rejsens koncept er meget enkelt, “Der er ingen plan” Under vores rejse imellem El Nido og vores endelige destination, Coron, 150 km imod nordøst, vil hver dags kurs blive bestemt af vind og strømforhold. På den måde vil vi opleve øer så isolerede, at kun de få lokale fiskesamfund, der kalder øen for deres hjem, kender dem.

Det første morgen ombord på det gode skib Buhay, smed vi vores flip-flops og testede vores havben. Skibet var en typiske ombygget Bangka, med et dobbelt åbent dæk og to guitarer. I kabyssen stod vores kok, Annie og tilberedte lækre filippinske måltider, så som tun adobo og kokoskrabbe karry.

Mine rejsefæller ombord var for det meste europæiske, men det er en åben ekspedition, så man kan møde alverdens nationaliteter. Hver nat sov vi på en ny og eksotisk ø, undertiden i lokale rustikke hytter. Nygifte og andre, der ønsker en mere intim oplevelse kan reservere en privat båd.

Jeg havde dog ingen ønske om en privat båd, da jeg syntes det var spændende at dele oplevelserne med forskellige nationaliteter, hvilket altid gav masser af spændene samtale emner, forskellige syn på livet og en indsigt i mange forskellige kulture og levevise. Som en typisk dansker, måtte jeg flovt indrømme at jeg havde haft betænkeligheder, ved det at dele indkvartering med helt ukendte mennesker, men da vi sidst på førstedagen smed anker ud for øen Cadlao, hvor vores første base camp lå, var alle mine forbehold forsvundet i det azurblå hav.

De to ophavsmænd til turen bød os velkommen, sammen med lejrens mascot, en lille langhalet makakabe, der sprang ned fra den unge englænders skuldere og hopped over sandt for at snuse til os. Efter at hun havde godkendt os, førte hun os frejdigt hoppende op til lejren, der bestod af nogle stråtægte hytter i kanten af junglen.

Fiskerne der engang boede i området, har solgte deres jord til vores værter for et par år siden og i dag arbejder nogle af dem som sejlere og kokke på bangkaerne. Vores ekspedition støtter hver landsby, på nogle af øerne hele lokalsamfund, hvor de bygger skoler og betale for lærere, så vi som deltagere giver tilbage til de samfund, hvor vi for en kort stund er så priviligerede at blive budt velkommen som gæster, hvilket egentligt gav mig en god mavefornemmelse, samme med ideen om at vi intet efterlader ud over vores fodaftryk i sandet, så vi ikke som så mange andre steder påvirkede lokalsamfundene i en for deres levevis destruktiv retning.

Vi kunne med god samvittighed tage derfra, en fantastisk menneskelig oplevelse rigere og med visheden om at vores besøg ikke ville bevirke, at der i fremtiden stod små boder med kolde colaer og kartoffel chips, i stedet for fiskebåde og at de lokale børn ville beholde deres uforfalskede smil og umiddelbarhed og ikke i fremtiden ville stå med små udstrakte hænder for at få en dollar af de besøgende.

Nogle af vores besætningsmedlemmer kom fra dette område og de havde lært vores værter , hvordan man klatre op i et kokosnøddetræ, for at navigere efter stjernerne. “Vi er en stamme, ikke en virksomhed,” sagde de grinende over en øl.

Da vi næste morgen klatrede ombord på Buhay, følte vi os som vores helt egen stamme. Solen stod højt og luften duftede af havvand og solcreme. Over bølgernes sagte klukken imod skroget kunne jeg høre en guitar og latter, lige min form for rejse soundtrack. Vi stævnede ud til endnu en dag med et uforudsigeligt og ukendt eventyr, der bare lå og ventede på at vi fandt det. Som i bedste Titanic stil, satte jeg mig i stævnen og lukkede af for alt bortset fra oplevesanserne.

Utallige gange fandt jeg det svært ikke at knibe mig selv i armen, når vi sejlede forbi den ene øde sandstrand efter den anden, og i timevis lå jeg som hypnotiseret og kiggede ned på livet under det krystalklare vand. Senere da vi lå på ryggen og slappede af oppe i stævnen, stillede Denise, en frisk jordbær-blond pige fra Liverpool henkastet, hvad der på det tidspunkt, lød som livets vigtigste spørgsmål: “Er det ikke snart tid til en kold øl”

Alt hvad jeg vidste var, at vi lige skulle have endnu et kulinarisk frokostmåltid overstået, så øllerne måtte forblive på køl lidt endnu. Så vi genoptog vores krævende job med at se på havet og skyerne, indtil den næste øde strand kom til syne.

Midt i vores dagdrøm, blev vi brat vækket af Johan, vores filippinske ekspeditionsleder, der havde den frækhed at annoncere at lige under vores køl, lå et forlist skib fra anden verdenskrig, der ventede på at blive udforsket. Vi tilgav ham hurtigt denne uforskammede forkortelse af vores dagdrømme, fik hurtigt masker og snorkler på og sprang overbord. Nede i det klare vand fandt vi nemt et skib betrukket med koraller og klovnefisk der gjorde udfald imod vores masker fra deres anemoner. Vi var faldet over en neddykket legeplads, komplet med huller store nok til at svømme igennem. Pludseligt greb Jimmy, en lun svensker fra Stokholm min arm og pegede imod havbunden. Der sad en blæksprutte frosset i panik, hurtigt blinkende grøn, brunt og fluorescerende beige, som en kamæleon på speed.

Hele denne nautiske frihed påvirkede såvel mig, som mine rejsefæller. Molly, en 48 årig hollandsk stewardesse, erkendte at hun før turen kun havde tænkt på strandene undervejs, hvor hun kunne slappe af i fred og om hun nu ville passe ind i selskabet, indtil vi på anden dagen delte livshistorier og en flasker rom, som en flok adstadige pirater. “Det er vores hjem nu,” sagde hun videre, da vi slængte os på det øverste dæk. “Vi er alle i samme båd.”

Gabriel, en 37 årig sælger fra Belgien, udbrød derefter at han efter et par dage gik og puslede med at droppe hele det hjemlige ræs. “Derhjemme ønskede jeg altid den pæneste bil og det største TV, men herude virker det helt meningsløst” “Jeg tror, jeg blev født i det forkerte land .”

Under turen blev vi ofte mindet om hvordan vores lille ekspedition støtter lokalområderne. Vores morgenkaffe kom fra en lille landsby oppe nordpå og frugt og grøntsager var fra deres lokale økologiske have eller de lokale landsbyer. Da vi nåede vores lejr om aftenen ventede et festmåltid i form af en stor pattegris, der hang på et spyd over åben ild. Vi smed vores tørposer på de rustikke bambushytters sandtæppe og efter et brusebad, satte vi os ned for at spise.

Efter at have mæsket os i den bedste pattegris og de sprødeste sværd jeg nogenside har fået, sad vi i skærret af bålet, under stjerne og delte historier og oplevelser fra endnu en vidunderlig dag i paradis.

Den tredje aften, fik vi en lille reminder om det virkelige liv, der desværre ventede på os, da vi på endnu en dejlig strand, efter at have nydt endnu en smuk solnedgang og nogle lækre rejer, samledes i en hytte, omkring årsagen til landsbyens generator, en karaoke maskine. På en underlig og uforklarelig måde, var det som om at denne abnormalitet og teknologiske forstyrelse i paradisets fred og jomfruelighed, faktisk passede ind i historien om vores lille bande af glade pirater og vi sang Wonderwall af Oasis og dansede Macarena.

I nogle dage havde jeg til tider ønsket, at mine venner var kommet med mig på rejsen, men da indså jeg, at de havde været der hele tiden.

Jeg forlod det glade selskab for en stund og gik barfodet ned til stranden, som var komplet øde bortset fra spøgelseskrabberne, der cirklede omkring deres huler og kiggede på mig med deres kuppelformede øjne.

Min hjerne var drænet for alt hvad der hed stress, planlægning, kalendere, opgaver og de eneste tanker der eksisterede i min bevidsthed var, eventyret findes, drømmen lever, jeg lever.

Jeg satte mig ned i vandkanten og lod fødderne blive begravet af tidevandet, der skyllede ufortrødent op over sandet, uvidende om det stressede verdens samfund, facebook opdateringer, ventelister på hospitaler, religiøse udrensninger, terrorisme og jagten på materielle goder. Over mig lyste en stjernehimmel med en kæmpe rund ost og milliarder af stjernekonstellationer og jeg var det eneste vidne.

Du vil måske syntes om vores Palawans øde øer, uberørte strande og laguner rundrejse