Ikke langt fra de overfyldte strande på Phuket, kan man finde øde laguner, uberørte strande og ubeboede øer, hvis man ikke har noget imod at opleve dem fra en kajak, der roligt vukker på det azurblå hav. Tilbagelænet i kajakken, forsøger jeg at følge guidens råd om at ligge så vandret som muligt, imens han navigere vores tomandskajak ind i mundingen af hulen og gennem en snæver tunnel.

” OK, nu kan du tænde din lommelygte, ” siger Olay, min guide, sagte. “Se, flagermus” og bare et par meter over mit ansigt, er der snesevis af små grålige bundter, der hænger fra loftet, som makabre juledekorationer. Jeg krympede yderligere ned i kajakken og forsøger ikke at indånde den frastødende stank af flagermuse afførring. Omsider svinger vi ud i en perfekt, cirkulær lagune med krystalklart blågrønt vand og omgivet af høje klipper på alle sider, med lianer og vegetation der klamrer sig til de lodrette klippeider.

“Der er kun to måder at komme ind i laguner på” havde Olay sagt, da vi med vores følgebåd sejlede fra Phuket til Phang Nga bugten” med båd eller helikopter, og jeg er bange for at vi ikke har en helikopter

Men det gør nu heller ikke noget, da der ikke findes nogen bedre måde at udforske Phang Nga bugten på den vestlige andamaner kyst af Thailand, end i kajak. Over 160 kalkstensøer ligger spredt ud over bugtens blå vande og de er kendetegnet af stejle klipper, som stiger lige op af havet og i nogle tilfælde gemmer de på hongs (skjulte laguner), hvis skønhed og mystik blev gjort berømte i filmhittet The Beach.

Området er blevet dramatisk påvirket af turismen siden da, bl.a. af den backpacker generation, der strømmede til Thailand for 1 til 2 årtier siden. Jeg husker at være helt alene på den junglebeklædte strand i lagunen, hvor filmen blev indspillet for bare 15 år siden. Desværre besøges stranden nu dagligt af horder af turister på endags udflugt, beretter Olay, og bugtens mest berømte “Paradis” områder – Phuket i vest, Krabi på fastlandet i øst, og Phi Phi øerne længere imod syd, er blevet et symbol for masseturismens ødelæggende indtog og hvad der sker når embedsmænd og lokale forretningsmænd får dollartegn i øjnenen og er fuldstændigt ligeglade med at bevare disse områder for fremtidens generationer og sørge for at det er en bæredygtig turisme, der kan generere en stadig indkomst til landet og sikre arbejdspladser langt ud i fremtiden og ikke bare på kort sigt.

Heldigvis er det stadigt muligt, især med kajak at opleve smukke og uspolerede områder som dem i Phang Nga bugten. Californisk fødte John Gray var den første til at bringe havkajaker ind i bugten tilbage i 1989. Han havde etableret sin forretning på Hawaii, men blev forelsket i Thailand og specielt Phang Nga bugten og bestemte sig for at starte et firma, der udbød kajakture på en miljøbevarende og ansvarlig måde. Han har siden da videreført sit koncept i Vietnam, på Fiji og Filippinerne, hvor han stadigt opdager nye laguner, grotter og tunneller, der er ukendt selv for lokalbefolkningen.

Mange andre operatører har, som det et er praksis i Thailand, når man ser nogen have succes, nu kopieret hans ide og udbyder kajak ture i Phang Nga. I modsætning til John Grey, som er en aktiv miljøforkæmper, der selv uddanner sine guider og kræver at de er certificerede i førstehjælp og for hvem den absolut bedste mad, sikkerhed, uddannelse, ansvarlighed og oplysning om miljøbevaring, er den uomtvistlige røde tråd der løber igennem alt hvad han gør, så er alle kopifirmaerne drevet af en ting, profit og kun profit og gerne på bekostning af sikkerhed, miljø, dyreliv, marineliv, kvalitet osv.

John, som ledsager mig og nogle andre turister, hvilket han ofte gør på hans signatur ” honger under stjernelyset” indrømmer at han føler sig skyldig over hvor travl bugten er blevet og forklarer at han forsøger at få industrien til at “go green” ved at uddanne guider i miljøbevaring, ansvarlig turisme og tilskynde dem til at indsamle flydende affald, beskytte økosystemerne og aldrig efterlade andet en et fodsaftryk. “Vær forsigtig, det du står på der er mangrovens lunger” siger han og pegede på de små rødder der stikker op fra mudderet, da vi forsigtigt forcere noget mangrove.

Et af turens mange salgsargument er, at hver enkelt kunde har deres egen guide til padle deres sit-on-top kajak og udpege det lokale dyreliv, så som aber, slanger, fugle og firben, når du udforsker de fantastiske laguner. Som skumringen begynder at gøre sit indtog, spiser vi en lækker buffet af thairetter på dækket af følgebåden, der sejler os imellem kajak områderne. Efter middagen laver vi kratonger, små flydende ofringer af blomster og stearinlys, som vi sætter ud i den stjerneoplyste lagune.

Ideelt set skulle man udforske bugten på egen hånd, men de lokale operatører vil ikke leje kajakker ud til uerfarne turister uden en guide (på grund af farlige strømme og et meget komplicerede tidevand ), så jeg havde booket en af johns “mini ekspeditioner ” og imens dagturisterne begynder deres tilbagetog imod neonlysende i Phuket, padler vores lille udbrydergruppe, med lederen Olay, guiden Martin og assistenten Pung – ud i mørket imod den lille ø Koh Penak (Koh betyder ø )

Her går vi i land og slå lejr på en lille strand med de tårnhøje klipper i baggrunden og parkerede vores kajakker foran vores telte. I skæret af hinandens pandelamper, drikker vi en velfortjent øl omkring bålet og lytter til Martins fortællinger om sit expat liv, såsom den gang da han opdagede sammenkrøllet cobra i sin seng og måtte hyre en slangetæmmer til at flytte den. Den glitrende morild i det varme hav lokker os til en sen aften svømmetur og flydende på ryggen kigger vi op i den uendelige stjernehimmel og lytter til stilheden.

Jeg vågner ved daggry, lyner teltdøren ned, sætter fødderne i sandet, går ned til vandkanten og nyder den mest utrolige violette og rosenrøde solopgang, en luksus som selv phukets dyreste resorts aldrig ville kunne matche. Imellem de mange kalkstensformationer der stikker op af havet, spredt ud over bugten, kaster fiskerne fra de lokal longtail både dagens første net og omkring mig begynder øen at vågne. Insekter summer i den grønne og vilde vegetation, små udhulninger i klipperne, fyldt af tidevandet kommer til live med små fisk og krabber og fra teltene kan jeg høre folk der gaber og strækker sig.

Selvom dagen kun lige er begyndt, har jeg allerede set en trio af næsehornsfugle og en meter lang varan glide i havet fra klipperne. Vi spiser en dejlig morgenmaden, som består af friske pandekager og røræg, inden vi begynder på dagens eventyr. I hver vores kajak padler vi med tidevandet østpå ind i bugten. Undervejs stopper vi for at undersøge dirrende røde anemoner, udforske Hong island, som har en glitrende “diamant hule” og kigge på aber, inden vi sejler ud på åbent hav for at padle fra ø til ø. Olay justere undervejs vores rute for at omgå havstrømmene. I den vigtigste kanal, tøffer lystbåde forbi, lastet med turister på vej til Koh Ping Kan “James Bondøen” og kulissen for Scaramangas hule i Manden med den gyldne pistol. Uundgåeligt laver vi et stop her og går langs en ​​sti for at se den berømte kalkstensformation, der blot et par meter ude i vandet, allerede er belejret af snesevis af turister – japanske, franske, tyske osv, der peger fingre og stiller op på rad og række for at tage det samme feriebillede, som resten af flokken.

Hvis alle disse mennesker bare vidste hvad de går glip af, med så mange smukke, uberørte og øde øer, hvorfra man kan svømme totalt uforstyret og udleve sin robinson crusoe drøm og som ikke er svære at finde eller komme til med en chartret longtail båd, hvis man ikke vil sejle dertil i kajak. Lidt egoistisk fryder jeg mig over at de ikke ved det og håber faktisk at de aldrig finder ud af det. Undervejs så vi flere små strande, hvor folk havde slået lejr, men Olay insisterede på at for alle andre end samlere af fuglereder, med licens vel og mærke, var det forbudt at overnatter der og at samlerne af de værdifulde ingredienser til suppen, må skyde alle, der trænger ind på deres område.

Vi padlede med tidevandet tilbage til lejren og udmattet efter syv timer i kajak, var det lykken at vende tilbage til et lækkert aftenmåltid, der allerede var tilberedt af kokken Toy, som på et improviseret køkken, lavet ud af nogle sten, havde fremtryllet en krydret kokos suppe med kylling, en lækker karry, dejlige nudler, en velsmagende sur-sød jackfish, friskplukkede hjertemuslinger og chilier.

Phang Nga bugten er så stor at det ville tage uger at padle på kryde og tværs af den og for at være sikker på at vi oplevede alle højdepunkter, sejlede vi næste dag rundt i bugten med en longtailbåd. Ved “Tarzan Beach” svingede vi os i lianer fra klipperne og i havet, så enorme stimer af ansjoser og flere cigarfisk, flød lydløst igennem laguner imens vi lytte til abernes kald og udforskede Hlam Tang, den største hong vi endnu havde besøgt, hvor vi efter en labyrint af mangrove kom til en enorm hule fuld af utrolige drypsten .

Tilbage på følgebåden, havde Toy, siddende på hug blandt redningsveste og pagajer forberedt en lækker grøn karry, den bedste jeg har fået i Thailand og som vi spiste på taget af den svajende båd, lærte vi nogle simple men nyttige thaifraser, så som pet pet, hvilket betyder meget stærkt og krydret. Efter at have slået mave ovenpå dette konglige måltid, snorklede vi ind til en sandtange der stak ud fra stranden på Koh Pak Beer , herfra flød jeg langsomt hen over massive søpindsvin, hjerne koraller, kæmpe muslinger og papegøjefisk og trådte næsten på en pilrokke i vandkanten.

Mættet af oplevelser og med en fornemmelse af at de oplevelser jeg havde fået var ret unikke og at det nok ikke ville vare mange år, før at de ikke ville kunne opleves på samme uforstyrede og uberørte måde, nåede vi til mit drop-off sted, Koh Yao Noi, bugtens næststørste ø og naboø til Koh Yao Yai. Koh Yao Noi er med sine små landsbyer, strandhytter, massageboder og gummiplantager og til trods for de spredte luksus hoteller, stadigt charmerende, autentisk og uspoleret. Da min longtailbåd lagde til ved stranden og jeg så de trimmede græsplæner ved Koyao Island Resort, vidste jeg med det samme at denne luksuriøse indkvartering med havudsigt, aldrig ville kunne matche magien af et telt under stjernerne, på en øde sandstrand med havets sagte skvulpen som vuggevise.

Du vil måske syntes om vores Andamaner havet på cykel og i kajak rundrejse